Liberal Alliance Hørsholm

Lokalpolitik

Her på siden kan du læse om vores lokalpolitik for Hørsholm Kommune.

"

Lokalpolitik.

I Liberal Alliance kæmper vi for en rigere og friere kommune. Læs meget mere om vores lokalpolitik her.

I Liberal Alliance tror vi på, at Hørsholms borgere kan og vil selv. Dem der har brug for hjælp skal have den, og dem der kan selv, skal selv. 

Vi ønsker øget transparens for vores kommunale tilbud, samt flere fritvalgsordninger hvor pengene følger borgeren.  

Hørsholm skal have et budget i balance, og vi mener at borgernes penge ligger bedst i borgernes lommer. Kommunen skal drives effektivt og med respekt for borgenes penge. Hørsholms økonomi er et produkt af de handlinger vi fortager os, og vi ønsker mere gennemsigtighed i kommunens økonomi.  

I Liberal Alliance arbejder vi for, at Hørsholm Kommune skal have et borgerligt flertal efter Kommunalvalget 2025. 

Børn og skole

Vi skal altid yde en værdig hjælp til de børn og unge som har det svært og er udfordret. Det skal vi gøre på en måde, som sætter deres behov og livskvalitet først. 

Vi ønsker af give de enkelte folkeskoler langt mere frihed til at indrette en hverdag, der passer til deres elever, og som efter egen vurdering kan maksimere faglighed og trivsel på lige netop deres skole. 

Det samme er gældende for vores institutioner, som vi ligeledes ønsker skal løftes fra unødigt bureaukrati og derved have større frihed og flere valgmuligheder for at indrette sig efter egne behov. 

Ligeledes ønsker vi mere diversitet i udbuddet af kommunale og private institutioner i Hørsholm Kommune samtidig med, at vi sikrer os at der er de fornødne ressourcer til efterspørgelsen.

Social og senior

I Liberal Alliance ønsker vi øget gennemsigtighed for vores kommunale tilbud samt flere fritvalgsordninger, hvor borgerne i Hørsholm selv kan vælge, og pengene følger borgeren. På den måde ønsker vi, at vores ældre kan få en bedre og mere rimelig hjælp til hverdagens udfordringer.  

Vi ønsker en ældrepolitik, som åbner op for flere private leverandører inden for hjemmehjælp og ældrepleje, så vores ældre selv kan tilvælge den service de ønsker.  

Dem der har brug for hjælp skal have den, og vi skal behandle alle borgerne der har brug for støtte menneskeligt og have mere fokus på den enkeltes persons ressourcer.  

Vi ønsker at unødig administration og bureaukrati fjernes og omdannes til flere varme hænder i sundheds- og omsorgsdelen.

Sport, sundhed og kultur

Sport og foreningsliv er vigtige faktorer for menneskers trivsel og sundhed, og i Hørsholm er vi rigtig mange der dyrker sport. Derfor vil vi også arbejde aktivt for, at vi har tidssvarende faciliteter til den efterspørgsel foreningerne og medlemmerne har.  

I Liberal Alliance ønsker vi at fremme sport, motion og et langt sundt liv, lige fra de yngste til de ældste.

Vi mener at vores museer er vigtige for vores kulturarv og selvforståelse. Derfor forstår vi også vigtigheden af at Karen Blixen Museet og Hørsholm Egns Museum, begge er vigtige elementer i vores kulturelle dannelse.

Erhverv- og Beskæftigelse

Vi skal som kommune i langt højre grad støtte op om vores lokale erhvervsliv. 

Vi vil arbejde for, at kommunalt bureaukrati og sagsbehandling for vores lokale erhverv, skal prioriteres højt på rådhuset. Desuden skal de kommunale begrænsninger i at drive erhverv skal skæres ned til et absolut minimum.

Vi mener at den bedste måde at skabe en succesfuld integration, er via job eller anden aktivering med kontakt til kollegaer. Derfor mener vi at kommunens jobparate borgere, hurtigst muligt skal i job eller anden beskæftigelse.  

Vi skal tiltrække flere turister til vores skønne by, så vores kulturtilbud og lokale erhverv kan få en større andel i den årlige turismeomsætning på 152 mia. 

Byudvikling

Vi vil arbejde for, at byudviklingen i Hørsholm Kommune sker med respekt for kulturel og historisk værdi af eksisterende bygninger og områder. 

Vi ønsker, at Hørsholm får mere diversitet i byudviklingen, så det bliver endnu mere attraktivt at leve hele livet (også som ung) i Hørsholm.

Vi er positive over for udvikling af Hørsholm vest for motorvejen, og vi ser gerne eksempelvis området omkring den gamle Sjælsmark kaserne udviklet til en DTU Scion Park II. 

Rungsted Havn er en af kommunens største attraktioner, der tiltrækker i omegnen af 1,8 millioner besøgende om året. Liberal Alliance mener derfor fortsat, at borgerne fortjener at udnytte det store potentiale, der ligger i en havneudvikling til glæde for de mange borgere og gæster, der besøger havnen.  

Klima og miljø

Vi vil altid gøre vores i Liberal Alliance for at beskytte vores miljø og være med til at sikre, at vi i kommunen passer godt på naturen. 

Vi vil også arbejde hårdt på, at vi i kommunen hurtigst muligt stopper med at udlede brunt spildevand i Øresund.

Vi skal værne om vores klima men med en god portion klimarealisme, så vi ikke laver unødige tiltag, der ikke er direkte værdiskabende. 

Vi vil gerne afsætte økoniomiske midler til at sikre at infrastrukturen i Hørsholm får et løft, så vi sikrer bedre veje uden huller og bedre trafiksikkerhed for vores skolebørn og andre udsatte trafikanter.  

Bliv medlem

Liberal Alliance er for alle, som støtter op om den liberale sag, og nye medlemmer bydes hjertelig velkommen på holdet! Vi glæder os til at lære dig at kende og høre mere hvis du har lyst til at bidrage aktivt. Man kan dog også uden problemer forblive passivt medlem.

Man bliver automatisk medlem af lokalforeningen Liberal Alliance Hørsholm ved at melde sig ind i vores moderparti Liberal Alliance og angive Hørsholm som sin kommune.