At forstå privatøkonomi er ikke raketvidenskab. Det er hverdagen. Det er alt det, der tikker ind på kontoen, og alt det, der tikker ud igen. Det er forskellen på at tage styring over sit eget liv eller blive styret af regninger, renter og hurtige fristelser. Alligevel lærer vi ikke unge mennesker nok om det, før de sendes ud i verden.
I dag overlader vi alt for meget til tilfældigheder. Nogle børn lærer om økonomi hjemmefra, andre gør ikke. Nogle lærer at lægge budget, andre lærer det først, når du har misligholdt gæld. Og ærligt talt: det er et kæmpe svigt.
Når vi ikke lærer unge om privatøkonomi, gør vi dem mere sårbare over for kviklån og overforbrug, og lærer dem ikke om sunde pengevaner, som opsparinger og investering.
3 konkrete forslag
1: Pengeuge-projektet
Pengeuge er et etableret undervisningsinitiativ fra Finans Danmark i samarbejde med Matematiklærerforeningen, hvor folkeskoler får adgang til fagligt materiale om privatøkonomi. I uge 11 får folkeskolernes ældste klasser to lektioner med gæsteundervisere fra finanssektoren, hvor de arbejder med budget, lån, renter og forbrug i praksis. Finans Danmark stiller samtidig gratis undervisningsmateriale til rådighed, som lærere kan integrere i matematik- og samfundsfagsundervisningen, så eleverne får varig, praktisk viden om økonomi.
Det gør Pengeuge til et af de mest virkelighedsnære økonomiprojekter i folkeskolen, fordi eleverne møder fagfolk, arbejder med aktuelle økonomiske problemstillinger og får vist, hvordan matematik bruges i praksis.
2: Et kommunalt samarbejde med lokale selvstændige og erhvervsliv
Et samarbejde med erhvervslivet giver eleverne direkte erfaring med privatøkonomi i praksis.
Gennem projekter og erhvervsbesøg lærer eleverne omkring vigtigheden i budgetting, forbrug og økonomisk ansvar, direkte fra dem, der arbejder med det til hverdag.
Det er praktisk, inspirerende og tæt på virkeligheden, et partnerskab, hvor skolen og erhvervslivet sammen giver eleverne værktøjer til at træffe kloge økonomiske valg.
3. Integrér privatøkonomi direkte i matematik – så undervisningen bliver virkelighedsnær og relevant
Matematik er et af de stærkeste værktøjer til at forstå privatøkonomi, og derfor giver det mening at gøre økonomi til en naturlig del af undervisningen. Når elever arbejder med procent, renter, budgetter og lån, bruger de præcis den matematik, de ellers kun møder i abstrakte opgaver. Ved at integrere privatøkonomi i matematik kan vi gøre undervisningen mere konkret og tættere på den virkelighed, eleverne snart selv skal navigere i.
