Liberal Alliance vil gøre op med det røde kollaps

21 okt, 2025

Af Henrik Drachmann Kolding, erhvervslivets stemme og kandidat for Liberal Alliance til Hørsholm Kommunes kommunalbestyrelse.

Det røde kollaps er en realitet, og borgerne i Hørsholm Kommune bliver nødt til at reagere ved kommunalvalget.

Budgettet for 2026 er under et driftspres på 35 mio. kr., og “løsningen” findes ved at undlade at indregne prisstigninger i budgettet. Det er varm luft og ren fantasi. Når man nægter at se virkeligheden i øjnene, skubber man blot regningen foran sig.

Liberal Alliance går ikke i valgforbund med Konservative, fordi det ikke er en garanti for et borgerligt flertal. Erfaringen viser, at Konservative i Hørsholm hellere samarbejder med de røde end at tage et reelt opgør med den kurs, der har ført os herud.

Det er vores garanti for, at en stemme på Liberal Alliance aldrig bliver brugt af de Konservative i en rød konstituering. Derfor er en sikker borgerlig stemme en stemme på Liberal Alliance. Din stemme på Liberal Alliance er vigtigere end nogensinde, for nu handler det om at få vendt udviklingen, så Hørsholm kan frigøre sig fra det økonomiske morads, der er skabt i den røde epoke.