Af Anna Bodnia Lorentzen og Mathias Westen, Liberal Alliance Hørsholm
“Jo mere uenige vi er, desto pænere skal vi tale til hinanden.”
Sådan sagde Clement Kjersgaard, og vi kunne ikke være mere enige.
For det er netop tonen i politik, vi gerne vil sætte fokus på. Den hårde, personlige og ofte nedladende måde at tale til hinanden på i kommunalbestyrelsen, i debatter og ikke mindst på sociale medier. Det gør det ikke bare svært at føre en ordentlig samtale: Det skræmmer også folk væk fra overhovedet at engagere sig.
Når vi som unge ser på den politiske debat i vores kommune – ført af mennesker, der egentlig burde være vores rollemodeller – oplever vi desværre alt for ofte, en tone man ikke ville acceptere i en almindelig samtale.
Det virker uprofessionelt og ikke særlig inspirerende – og netop derfor bliver det ekstra svært for nye, især unge, at finde modet til at engagere sig i vores kommune. Vi forstår godt, hvis man vælger at holde sig væk. For hvem har lyst til at deltage i den offentlige debat, hvis man risikerer at blive mødt med en nedladende, personlig hån – alene for at ytre sin holdning? Det handler ikke om manglende engagement – men om, at den hårde tone gør det utrygt at deltage.
Og det er dybt problematisk. For når det kun er de mest hærdede og de mest konfliktsøgende, der bliver tilbage, bliver både debatten og kommunen fattigere. Vi har brug for flere deltagere – ikke færre. Vi har brug for stemmer, der repræsenterer det stille flertal, og for idéer, der ikke nødvendigvis råbes ud, men som stadig har værdi.
Vi mener, at man som politiker har et grundlæggende ansvar – ikke bare for at træffe beslutninger, men for den måde, man træffer dem på. Hvordan vi behandler hinanden, siger nemlig meget om, hvordan vi ser på borgerne, vi repræsenterer. Hvis man som politiker ikke engang formår at tale ordentligt til sine kollegaer, hvordan kan borgerne så forvente at blive mødt med respekt?
Det er helt fair at være uenige, faktisk er det nødvendigt. Det er igennem uenighed, vi bliver klogere og rykker os. Men uenighed kræver en ordentlig tone. Når politikere råber eller kommer med spydige bemærkninger, går det ud over noget helt afgørende: tilliden til det politiske system. Tonen er ikke ligegyldig. Den præger kulturen, påvirker beslutningerne og har betydning for, hvem der overhovedet har lyst til at være med. Derfor må vi turde stille krav til, hvordan vi taler til hinanden – også selvom det kræver, at vi lægger nogle dårlige vaner fra os.
Der er intet svagt ved at tale ordentligt. Tværtimod. Det kræver styrke og selvkontrol at kunne være uenig og stadig vise respekt.
Vi håber, flere – både unge og ældre – vil begynde at stille krav til tonen i politik. For hvis vi skal bevare tilliden til demokratiet, må vi også insistere på, at det kan være et sted med plads til alle – ikke kun dem, der råber højest.