LA Hørsholm klar med syv kandidater til næste års kommunalvalg

15 okt, 2024

Som de allerførste i Hørsholm er Liberal Alliance nu ude at præsentere de første kandidater, som vil være klar på liste I ved kommunalvalget 2025.

De nyvalgte LA kandidater til kommunalvalget 2025 er fra venstre: Mathias Westen, Maria Dahl, August Lyngstrand, Bent Christensen, Jes Holm, Mikhail Hansen og Henrik Drachmann Kolding. 

Liberal Alliance (LA) Hørsholm har afholdt det første opstillingsmøde med valg af kandidater til Kommunalvalget 2025. På opstillingsmødet i Kulturhus Trommen den 16. september blev de første 7 stærke kandidater valgt. 

Næstformand for LA Hørsholm Jakob Nybo glæder sig over det nye felt af kandidater: 

‘Vi har fået sat et super stærkt hold af kandidater til det kommende kommunalvalg tirsdag den 18. november 2025. Holdet af kandidater repræsenterer en bred diversitet hvad angår alder, erfaring samt politiske interesseområder. Jeg ser derfor frem til en spændende valgkamp med et stærkt hold, der efter vores første opstillingsmøde består af hele 7 kandidater.’ 

Som noget helt nyt har LA Hørsholm til KV25 hele to kandidater fra LA Ungdom på listen.  

Med det flotte LA resultat på 44,3% til Skolevalget 2024 håber LA Hørsholm naturligvis på, at de unge kandidater kan være med til motivere andre unge i Hørsholm til at tage turen ned i stemmeboksen til kommunalvalget. 

Bestyrelsesmedlem og nyvalgt KV25 kandidat Maria Dahl glæder sig specielt meget over at se de unge involvere sig i lokalpolitik: 

‘Jeg er virkelig glad for, at LA’s ungdomsmedlemmer er så top engagerede i lokalpolitik, så de har lyst til at stille op til kommunalvalget i 2025 og gerne vil forsætte det store engagement som kommunalbestyrelsesmedlem efter valget. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at føre valgkamp med de unge kandidater på holdet, for jeg er sikker på, at de tilfører debatten en hel masse, som vi andre nok ikke lige har fokus på.’ 

LA Hørsholm glæder sig til at folk i Hørsholm skal lære deres nye kandidater at kende frem mod kommunalvalget og håber, at de nye kandidater vil blive taget rigtig godt imod. Målet er, at LA igen kan bidrage til at farve byen blå og lave et borgerligt flertal i kommunalbestyrelsen efter kommunalvalget. 

De nyvalgte kandidater har allerede været i arbejdstøjet. Til Kulturdagene i starten af september havde flere af dem taget en barvagt, hvor der blev langet fadøl over disken i bymidten – i den gode sags tjeneste.  

Mathias Westen, KV25 kandidat og medlem af LA Ungdom, var en af den, der deltog i kulturdagen:

‘Det var fedt at tage LA trøjen på, og få en god snak med alle der kom forbi Kulturdagen. Stemningen var i top, humøret var højt, og det var virkelig spændende at have dialoger om netop det der er vigtig for den enkelte borger i Hørsholm.’

Læs mere i artiklen fra sn.dk her