Den åndelige rigdom kom med stor succes til Hørsholm

1 okt, 2020

Interessen for åndelige rigdom samt Hørsholms og nationens tilstand var stor, og debatten konstruktiv livlig, da Liberal Alliance (LA) Hørsholm onsdag d. 30. september 2020 afholdt åbent arrangement på Restaurant Bøf & Bolle i Trommen. Partiformand Alex Vanopslagh skulle egentlig have gæstet og været hovedtaler, og det var da også hans ansigt som prydede plakaterne rundt i byen. Men desværre satte statsministeren i allersidste øjeblik en kæp i hjulet for den plan, da hun med kort varsel indkaldte folketingets gruppeformænd til vigtige forhandlinger om revision af epidemiloven.

Henrik Dahl tog affære og gæstede Trommen

Henrik Dahl, sociolog og skarp LA folketingskollega, blev heldigvis sendt som erstatning for Alex, og Henrik tog affære med et spændende oplæg om, hvordan det borgerlige Danmark bør og skal genfinde sig selv og igen skabe fokus på de ægte værdier, som gør os danskere rigere indefra. Den åndelige rigdom skal tilbage, og det kræver gode fortællinger om liberale værdier, borgerskab og dannelse. Den efterfølgende debat var berigende livlig, venlig og nysgerrig til alles glæde og gavn.

Jakob Nybo om Hørsholms tilstand

Jakob Nybo, kommunalbestyrelsesmedlem for LA i Hørsholm, fortalte desuden om de netop afsluttede budgetforhandlingerne for 2021-24. LA har naturligvis fremlagt et ambitiøst budgetforslag med fokus på kernevelfærden, som ikke giver væsentlige forringelser for borgerne, børn og unge bliver opprioriteret, en ny dobbelt trægulvshal, opsparing i kommunekassen på 160 mio. kr. samt en skattenedsættelse på 0,1 % til mere personlig frihed, hvilket også til arrangementet blev mødt med anerkendelse og accept. Væk med ikke-kerneopgaver, selvopfundne opgaver og overflødigt bureaukrati.

Desværre har flertallet i Hørsholm Kommune ledet af Konservative besluttet en skattestigning på 0,5 % uden væsentlig mere velfærd, men derimod øget overforbrug og ødselhed.

Fokus på KV21

I LA Hørsholm er fokus nu rettet mod kommunalvalget d. 16. november 2021. Det ambitiøse mål er et systemskifte i Hørsholm, og der skal rykkes 3 mandater = 2.250 stemmer = ca 10 %. En projektplan er lavet, projektholdet sat og opgaver fordelt.

Liberal Alliance Hørsholm siger tak til alle omkring 50 fremmødte, hvilket er et meget tilfredsstillende antal deltagere. En særlig tak til Henrik Dahl for at træde til med kort varsel. Frem mod kommunalvalget d. 16 november 2021 vil LA Hørsholm afholde lignende informations- og horisontudvidende arrangementer. På gensyn!